KIAs garantier følger som udgangspunkt bilen, uanset hvor bilen er indregistreret.
Hvor der kan være berettiget spørgsmål omkring garanti på en KIA-bil, kan eksempelvis være, hvis en bil eksporteres fra ét land til et andet. For at sikre fortsat garanti på bilen, er der enkelte krav, som skal være opfyldt, ligeledes er der enkelte tanker, man bør gøre sig inden køb af en importeret bil.
- Bilen skal have været indregistreret i det land, hvor bilen eksporteres fra. Det vil sige, at bilen skal have haft en nummerplade tilknyttet bilens chassisnummer, den sælgende forhandler i afsenderlandet skal have indberettet registreringen til det pågældende lands KIA-importør, og den pågældende importør skal have indberettet registreringen til KIA Motors Corp. Bliver en FABRIKSNY bil importeret til Danmark UDEN, at bilen har været indregistreret i eksportlandet, så er bilen at betragte som en såkaldt ”grå-import” og er således ikke omfattet af KIAs garantier.
- I forbindelse med indregistrering af en importeret, brugt KIA-bil, er det vigtigt at have for øje, at det er bilens første indregistreringsdato i afsendelseslandet, som tæller som garantistartdato. Uanset om der på den danske indregistreringsattest står en senere dato, vil det altid være den dato, som bilen første gang er indregistreret med i afsendelseslandet, der er garantistartdatoen, og dén dato hvorfra garantiernes løbetid beregnes.
- Vær altid opmærksom på garantidækningen og længden heraf for den aktuelle bil. Afhængig af hvilket afsenderland bilen har været indregistreret i tidligere, kan der gælde andre garantier, og/eller længden kan variere i forhold til biler omsat i Danmark af KIA Import Danmark A/S. KIA Import Danmark A/S kan ikke ansvarliggøres for kortere eller længere garantier eller afvigelser i dækninger af disse.
- Krav om vedligeholdelse iht. KIA-fabrikkens forskrifter er et stadig krav – også for importerede biler. Da der fra garantistartdatoen i afsendelseslandet kan gå endog lang tid før den pågældende bil er eksporteret, kommet til Danmark og endelig solgt til en slutbruger, så kan der være tilfælde, hvor bilen faktisk står til et serviceeftersyn – også selv om bilen måske ikke har kørt så langt. Opretholdelse af KIAs garantier er betinget af korrekt og rettidig vedligeholdelse. Det er altid ejeren af bilen, som har ansvaret for dette, og som har ansvaret for at kunne dokumentere denne vedligeholdelse. Har bilen fået serviceeftersyn i udlandet, før bilen er blevet eksporteret til Danmark, så anbefales det altid, at skaffe dokumentation for det pågældende arbejde, eksempelvis i form af en fakturakopi.
- Forsikringsselskaber i alle lande eksporterer totalskadede eller kraftigt skadede biler til udlandet, hvor disse reparereres. Efterfølgende bliver disse atter søgt solgt. Ikke i alle tilfælde oplyser sælgeren af bilen, at denne er repareret efter en større skade. Som tommelfingerregel kan en sådan bil ikke være omfattet af KIAs garantier, og såfremt der måtte opstå en defekt og dermed et garantikrav, skal dette rettes til den sælgende forhandler i første omgang og i yderste konsekvens til reparatøren i udlandet. Dette kan hverken KIA Import Danmark A/S eller de autoriserede KIA-forhandlere være behjælpelig med.
- Alt afhængig af hvilket land en KIA-bil er produceret til, kan der være forskelle i de specifikationer, som bilerne har. Dette kan både være udstyrs-/tilbehørsspecifikationer, aktive/passive sikkerhedsspecifikationer og tekniske specifikationer, som i sidste ende kan have en betydning for bilens anvendelse i Danmark. KIA Import Danmark A/S kan ikke ansvarliggøres for mangler i forhold til førnævnte specifikationer.
- Biler som er importeret til Danmark, uden om KIA Import Danmark A/S, er typisk udstyret med en instruktionsbog i det sprog, som bliver benyttet i afsendelseslandet. Det samme gør sig gældende for bilens servicehæfte, hvori betingelserne for KIAs garantier er nævnt. Insistér altid på at få bilens oprindelige (originale) servicehæfte med, således at der ikke er tvivl om bilens første registreringsdato og de regler, som gælder for opretholdelse af bilens garantier. Ønskes en dansk instruktionsbog, kan sådan en købes hos en dansk autoriseret KIA-forhandler. Dette gælder også i tilfælde af, at man ønsker et dansk servicehæfte til bilen. Prisen for en dansk instruktionsbog er mellem 499,00 og 699,00 kr. Hertil skal tillægges moms og eventuelt administrationsgebyr.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.